Fortsat billig varme - trods mindre stigning

19. december 2023

Prisen på fjernvarmen stiger ganske lidt i Vinderup i 2024. Bestyrelsen har besluttet, at man desværre er nødsaget til at lade prisen stige med ca. 5,0 % for et ”standard hus”.
Mange varmeværker har her sidst på året meldt ud med prisstigninger på varme for det kommende år. Vinderup Varmeværk er også tvunget til at lade prisen stige. Årsagen er, at vores hovedbrændsel biogas hvert år prisreguleres i forhold til inflationen og som bekendt er der fortsat udbredt inflation omkring os. Øvrige produkter og ydelser, som vi benytter på varmeværket, er ligeledes steget, så det er også nødvendigt for os at hæve varmeprisen.
Den nye varmepris er indregnet i det budget for 2024, som vi netop har dannet og udsendt.
Varmeprisen stiger fra kr. 325,- til 350,- pr. MWh excl. moms, hvilket for et ”standard hus” på 130m2, og med et årsforbrug på 18,1 MWh, medfører en årlig stigning på kr. 565,- incl. moms.
De fire A-konto rater for 2024 forfalder til betaling 10. januar, 11. marts, 10. juni og 10. oktober.
Årsopgørelsen for 2023 udsendes i slutningen af februar og forfalder til betaling/udbetaling sammen med 2. a-konto rate 11. marts. Styringstabellen for 2024 udsendes ligeledes sammen med årsopgørelsen i slutningen af februar.