Nyhedsbrev december 2021

21. december 2021

Fortsat billig varme i Vinderup i 2022, trods mindre stigning.


Prisen på fjernvarmen stiger ganske lidt i Vinderup i 2022, men vi er nødsaget til at lade prisen stige med ca 5,7% pga. de stigende priser på el og gas, som har præget markedet det sidste års tid og især usikkerheden omkring den fremtidige prisudvikling.

Mange varmeværker har her sidst på året meldt ud med prisstigninger på varme for det kommende år, og enkelte værker har endog måtte varsle ret store stigninger. Vi kan dog nøjes med en stigning fra kr. 300,- til 325,- pr MWh, hvilket for et ”standard hus” på 130m2 og med et årsforbrug på 18,1 mWh medfører en årlig stigning på kr. 565,- incl moms.

Det er vores håb, at priserne på energimarkedet falder til ro og måske endog kan falde lidt. Dette vil så betyde, at forbrugerne ved årsafregningen, om et år, vil opleve en nedregulering i afregningsprisen. Hvis det modsatte skulle være tilfældet, at prisen forbliver høj, og det betyder, at værket får et driftsunderskud, kan man efter de gældende regler ikke efterregulere afregningsprisen opad.

Det er ikke kun den negative prisudvikling på energimarkedet, der har indvirkning på værkets økonomi, men også følgerne af Coronaens indvirkning på leverancer af materialer mm. Prisen på fjernvarmerør og andre materialer er f.eks. steget markant ligesom mange andre varer på markedet.